EGERSUND. Egersund Fayancefabrik blev grundlagt i Sydnorge i 1847 under navnet Egersunds Potteri af den entusiatiske keramiker Johan Feyer, som bl.a. havde studeret pottemageri i Newcastle.
I begyndelsen af 1860'erne blev det besluttet at omlægge pottemage-riet til en fajancefabrik, og i løbet af de næste 20-30 år voksede fabrikken sig stor og havde omkring 200 ansatte.
I 1879 gik fabrikken konkurs, men blev videreført som et aktieselskab under navnet A/S Egersund Fayancefabriks Co.
Fabrikken ophørte i 1979, og dens arkiv og samlinger blev overtaget af Dalane Folkemuseum, der oprettede Egersund Fayancemuseum i 1986.
LEO ENNA. Leo Ennas og Bodil Westphals produktion var karakteriseret ved en dekorativ, ofte blomstrende stil, og det var let at se, at Bodil Westphal havde været malerpige hos keramikeren Lars Syberg. Bodil Westphals arbejder bærer signaturen BW Enna. Leo Ennas værker er signeret 'Leo Enna' og har desuden dekoratørens signatur neden under.
Datteren Dea Enna, der er keramiker og kunstmaler, har også været med i produktionen. Og følger man familiehistorien helt til dørs, opdager man, at Deas datter er Kille Enna.
Da Leo Enna og Bodil Westphal blev skilt, førte hun værkstedet i Ndr. Frihavnsgade i København videre. Efter skilsmissen fra Bodil Westphal måtte Leo Enna starte forfra, og det gjorde han i Virum i 1942. Her blev han gift med Karen Linnet, som var med til at føre værkstedet videre, først i Virum, så I Birkerød og senest i Dynt indtil 1974. Dronning Margrethe har som barn sammen med sine søstre besøgt Ennas værksted i Dynt i en årrække. Hvis du vil læse mere om det, står det i denne artikel.
ESLAU er en sammentrækning af navnene Esbern og Lauge Larsen, som grundlagde Eslau i 1944. Eslau har siden været kendetegnet ved kvalitetsbevidsthed og gode materialer, samt en forkærlighed for enkelt, let rustikt design og smukke glasurer.
Den store interesse for de tidlige Eslau-produkter, som vi oplever i "loppe-land", har motiveret Eslau-fabrikken til at relancere den riflede keramik fra begyndelsen af 1950'erne. Det er blev til en serie riflede stentøjsvaser med samme serienumre som de oprindelige, men med en lidt anderledes glasur.
Personligt foretrækker jeg glasuren på de originale vaser fra 1950'erne, hvor leret anes gennem glasuren i det riflede. Når det er så sagt, skal det samtidig pointeres, at de nyproducerede Eslau-vaser også er meget fine og lækre, og det virker som om kvaliteten er i top.
Du kan læse mere Eslaus historie her
FRANK KERAMIK havde sin storhedstid i 1960'erne og 1970'erne, og nogle vil endda mene, at det havde samme status som Kählers Omaggio har i dag; på den ene side unika, på den anden side noget, man kan købe i næsten enhver brugskunstforretning. Under aller omstændigheder er der tale om god kvalitet og lækkert design, der er karakteristisk ved det fine spil mellem den rå keramik og den glaserede.
KAJ FRANCK (1911-1989) designede både keramik og glas og var en af de centrale personer i moderne, finsk design. Hans mission var at skabe enkle og smukke hverdagsting til en pris, som almindelige mennesker havde råd til. Kaj Franck søgte efter det essentielle og lod sig inspirere af klassisk modernisme og japansk enkelhed. Han var professor ved Helsinki School of Art and Design og har vundet mange internationale priser. Et af hans mest kendte designs for Iittala er Kartio.
ERIK GRAESER. Billedhugger og keramiker Erik Adam Hellegård Graeser (1927-2002) var, hvis ikke den allerførste så dog en af dem, der i slutningen af 1960erne lavede de første svampevaser eller blomstersten. Vaserne bliver også sommetider kaldt flerhulsvaser, og der er flere forskellige keramikere, der har kastet sig over fremstillingen af disse særlige vaser.
Genbrugslopper har pt. ingen svampevaser på lager.
Vil du vide mere om svampevaserne, kan du besøge siden her »
HAUNSØ KERAMIK bliver ofte forvekslet med byen Havnsø, selv om Haunsø (med 'u') er navnet på en person. Haunsø Keramik lå på Sjælland i nærheden af Glostrup og havde sin storhedstid i 1940'erne. Arbejder fra Haunsø er karakteristiske for deres begittelersdekorationer og indrids.
HEDEHUS KERAMIK blev etableret i 1946 af brødrene Gunnar, Evald og Ivar Jensen, som i 1960'erne havde en stor produktion af støbt keramik. Når man støbte keramik på Hedehus, foregik det på denne måde: Lervælling blev hældt i gipsforme, og efter et stykke tid blev den overskydende lermasse hældt ud igen. Tilbage var en skal, som efter nogle timers tørretid kunne tages ud. Næste dag blev skallen så overtrukket med en ny lervælling, fx chamotte (ler blandet med brændte knuste ildfaste sten), og denne teknik gav overfladen en varieret struktur.
I løbet af årene raffinerede Hedehus teknikken, og med tiden blev støbningen erstattet af en pressemaskine, som brødrene selv byggede af dele hentet fra landingsstellet til et gammel tysk Heinkel-fly, som de havde fundet hos en ophugger i Værløse. Hedehus lukkede i 1989. (Kilde: Loppefund)
Både Humlebæk og Hedehus Keramik bærer signaturen HK, og den forveklses ovenikøbet af og til med Kählers signatur HAK. Keramikken ovenfor er fra Hedehus Keramik, men for nu at gøre forvirringen fuldendt, refereres der nogen gange til værkstedet som Hedehus Keramik, andre gange som Hedehusene Keramik. Den rigtige betegnelse er dog Hedehus Keramik.
L. HJORTH. L. Hjorths Terracottafabrik i Rønne er grundlagt i 1861. Fabrikken ekspanderede ad flere omgange og specialiserede sig omkring 1. Verdenskrig i stentøjsproduktion, bl.a. i form af brunglaserede apotekskrukker. Efter grundlæggeren Lauritz Hjorths død i 1912 forblev fabrikken i familiens eje, indtil Bornholms Museum i 1994 overtog den og indrettede den til arbejdende museum.
HOLMEGAARD Glasværk er Danmarks ældste og i dag også Danmarks eneste. Det blev grundlagt af grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe, enlig mor med syv børn, i 1825. Hendes mand, som var amtmand for Præstø Amt, havde erhvervet godset Holmegaard og ansøgt om at måtte oprette et glasværk ved Holmegaards mose, hvorfra der kunne hentes tørv til brændingen. Amtmanden og lensgreven døde imidlertid inden der kom svar på ansøgningen, men hans enke lod sig dog ikke slå ud. Hun hidkaldte den tyske glasmager Christian Wendt, og så gik de i gang med at bygge glasovn og hyre arbejdere.
Holmegaard Glasværk blev indviet i 1825. I de første syv år blev der hovedsagligt produceret flasker og medicinglas, men i 1832 gjorde man de første forsøg med drikkeglas.
Disse glas skulle fremstilles af folk fra Bøhmen, som måtte smugles ud, fordi bøhmiske glasmagere ikke måtte forlade landet.
Glasværket kom fra 1835 rigtigt i gang med at producere bl.a. vinglas og karafler, og de bøhmiske glasmagere har da også sat deres præg på produktionen i form af fx de kendte rømerglas i mørkegrønt krystal.
Da grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe døde i 1843, overtog hendes næstældste søn produktionen og oprettede desuden Kastrup Glasværk i 1847 for at komme ud til vandet, hvor kul kunne sejles direkte til glasværket og for at kunne imødekomme det stigende behov for en egentlig flaskeproduktion, der ikke mindst skyldtes brygger Jacobsens nye produktion af bayersk øl. Kastrup Glasværk producerede næsten udelukkende glasflasker og blev solgt fra igen i 1873.
Kastrup og Holmegaard Glasværk fusionerede i 1965, og Kastrups hvidtglasproduktion blev flyttet til Holmegaard.
Kastrups produktion ophørte imidlertid i 1979, men begge glasværker har stået for en høj kvalitet og nyskabelser og har i vidt omfang været med til at sætte dansk design på verdenskortet med designere som Jacob E. Bang, Per Lütken, Nanna Dietzel, Grethe Meyer, Michael Bang og Sidse Werner.