MICHAEL ANDERSEN

MICHAEL ANDERSEN overtog Th. Stibolts keramiske værksted i Rønne i 1890 og gav det sit eget navn. Fra 1931 begyndte man at stemple fabrikkens produkter med de karakteristiske 3 fisk, der også er Rønnes byvåben. 

Keramiker og grafiker Marianne Starck blev i 1955 kunstnerisk leder af fabrikken og havde stor betydning for dens succes og de produkter, vi kender fra 1950'erme, 1960'erne og 1970'erne. Der er stor interesse for keramik fra Michael Andersen fra den periode.

Michael Andersens fire sønner blev alle udlært som keramikere, og fabrikken var et familieforetagende i 3 generationer i over 100 år. Fra 1931 begyndte man at stemple fabrikkens produkter med de karakteristiske 3 fisk, der også er Rønnes byvåben.

Især den ældste søn, Daniel Andersen, kom til at sætte dagsordenen for fabrikkens kunstneriske udvikling. Daniel Andersen havde efteruddannet sig i bl.a. Wien, Bulgarien og Tjekkoslovakiet, hvor han også mødte udenlandske kunstnere, som blev tilknyttet fabrikken.

Daniel Andersen var bl.a. primus motor i udviklingen og lanceringen af produkter i blymajolika (lervarer med løbeglasur) i skønvirkestil (art nouveau) og den nyskabende persia-teknik (krakeleret, changerende glasur), som får guldmedalje på verdensudstillingen i Bruxelles i 1935.

MICHAEL BANG

MICHAEL BANG (1944-2013) var en af Skandinaviens bedste glaskunstnere. Han var i mange år (1967-2003) tilknyttet Holmegaard Glasværk, herunder også Kastrup og Fyens Glasværker, og er bl.a. kendt for serierne Palet og Regnbue. De grønne Ikebana-fade er ligeledes designet af Michael Bang i 1975 for Fyns Glasværk/Holmegaard. 
Michael Bang har desuden arbejdet på Bjørn Wiinblads værksted, Den Kongelige Porcelænsfabrik og Ekenäs Glasbruk AB i Sverige, og han har udstillet i England, Tyskland, USA og Japan.

MUSSELMALET

Der er rigtigt mange porcelænsfabrikker rundt om i Europa, der har forsøgt sig med det musselmalede mønster. Der er nemlig ingen, der har patent på det, og man ved ikke rigtigt hvem, der opfandt det. Det er dog det musselmalede fra Royal Copenhagen, der med tiden har fået "adelsmærket", bl.a. fordi de fremstiller det i en uovertruffen kvalitet. Alligevel kan man sagtens finde musselmalet fra andre producenter i god kvalitet, og man behøver jo ikke at lade som om det er "kongeligt". 
Du kan læse mere om det musselmalede her.

PER LÜTKEN

Holmegaard Glasværk har i en årrække nærmest været synonymt med navnet Per Lütken, som nok er den kunstner, der har betydet mest for dansk glas overhovedet.

Per Lütken blev født i 1916 og uddannet på Skolen for Dansk Kunsthåndværk i 1932-38. Selvom han ikke var uddannet inden for glas, blev han ansat som kunstnerisk leder på Holmegaard Glasværk i 1942 og prægede produktionen i over 50 år. Per Lütken døde i 1998.

Per Lütken har tegnet mere end 3000 glasdesigns og er kendt for sin flid, sin idérigdom, sin respekt for håndværket og for sin kunstneriske disciplin. Han har om nogen været med til at præge dansk glas-håndværk og -design, og han er repræsenteret på museer verden over.
”Jeg mener, jeg er på forbrugerens side anset prisen. Og jeg mener slet ikke, at den producent, der producerer billigst mulige glas, er på forbrugerens side”. (Per Lütken til Mad & Mennesker, marts 1980)

”Jo vel har jeg en mission. Jeg skal sørge for, at når folk får mit glas i hånden, så bliver de i godt humør. Det hænger sammen med, hvordan det ligger i hånden. Du skal føle det. Rundt og blødt og dejligt behageligt. Jeg har selv været med til at skabe udtrykket ’et læbevenligt glas’. Det er da uhyre væsentligt, at sådan noget som munden bliver behandlet ordentligt. Det betyder også enormt meget for nydelsen af indholdet.” (Per Lütken til Glas & Mennesker, marts 1980) 

Per Lütkens næbvaser findes i flere farver, størrelser og former, men fælles for dem er den dråbeformede krop og som oftest en kugleslebet bund. Ducklings eller Beak vases kaldes de på engelsk, og Holmegaard producerede dem i perioden 1952-74.

”Jeg vil aldrig nogensinde kunne nå glasmageren til navlen. Men når jeg har ham, og vi er to om det, kan vi nå uanede højder.” (Per Lütken til Glas & Mennesker, marts 1980)

PORSGRUND

PORSGRUND Porselænsfabrik blev etableret i 1885 og har lige siden været en af Norges sværvægtere indenfor branchen med vægt på kvalitet, godt håndværk og design. Grundlæggeren, Johan Jeremiassen, havde idéen og så megen tro på projektet, at han satsede en god del af sin formue. Med i opstarten var Carl Maria Bauer som tekniker og porcelænsspecialist, og den var ham, som med sin store faglige indsigt stod for fabrikkens opbygning og planlagde produktionen. Porcelæns-fabrikken udvikler stadig sin produktion og er en af områdets største turistattraktioner, hvor der også er en godt fabriksudsalg. Her kan du læse mere om Porsgrund Porselænsfabrik.

Webshop fra e-hjemmeside.dk